Hilsen fra Islands præsident Guðni Th. Jóhannesson

Hilsen fra Islands præsident Guðni Th. Jóhannesson i anledning af hundredeåret for Islands suverænitet

Kære venner!

Søndag den 1. december 1918 var det ganske godt vejr i Islands hovedstad, Reykjavík. Det var klaret op efter de seneste dages støvregn. Der var frost og stille. Ved middagstid mødtes en mængde mennesker foran regeringsbygningen i skråningen over for Lækjartorg, altingsmedlemmer og andre notabiliteter, almindelige mennesker som ville følge med den planlagte højtidelighed. Anledningen er også vigtig. Islands unionslov er trådt i kraft. Island er ikke længere en „uadskillelig del af det danske rige“ men en fri og suveræn stat i union med Danmark om samme konge og andet samarbejde, blandt andet om udenrigstjeneste og kystbevogtning.

Denne dag fejrer man også at Island nu med kongeligt dekret har fået et fuldgyldigt nationalflag. For første gang hejses et islandsk splitflag langsomt og højtideligt. Fremtiden venter med alle sine muligheder, trusler og udfordringer.

Hvorledes vil nationen klare sig? Tidligere på året havde den store isvinter plaget befolkningen. Endnu i dag er kulderekorden fra den vinter ikke slået, den laveste temperatur der er målt i Island, minus 38 grader i Möðrudalur á Fjöllum. Flere steder frøs heste ihjel på markerne. Vulkanen Katla havde også udbrud og skabte besvær. Ude i verden var verdenskrigen lige slut, og den havde skabt omfattende skader. Så hærgede den spanske syge som kostede næsten 500 mennesker livet i Island. Nogle uger før suverænitetsdagen så man næppe et menneske på gaden i Reykjavík.

Men så klarede det op. Vi kan regne med at de fleste der samledes ved regeringsbygningen — en bygning som først var et dansk tugthus, så sæde for stiftamtmanden og landshøvdingen — har set på fremtiden med lyst sind. Selvfølgelig kan man ikke bevise noget, men samtidige kilder og erindringer tyder dog på det. Og uden tvivl ville folk inderligt ønske at de kunne skabe en bedre verden for sig selv og deres børn, i ly af sikkerhed, lykke og selvstændighed.

De fleste af os som nu bor i Island, er efterkommere af dem der oplevede dette store øjeblik i nationens historie, suverænitetsdagen i 1918. I 2018 fejrer vi at det er 100 år siden at Island blev en fri og suveræn stat. Selv om meget i vores samfund stadig kan blive bedre, er det klart for enhver at det er gået os godt. De fleste har et længere og bedre liv, sundhedstjeneste og socialforsikring er bedre. Ligeretten er vokset drastisk, og det samme gælder menneskerettigheder. Mulighederne for uddannelse og underholdning er helt andre. Det samme gælder for folks muligheder til selv at bestemme deres eget liv og realisere deres drømme.

Hvordan bliver de kommende år i Islands historie? Hvilke prøvelser, sejre og muligheder venter der os? På mange måder har vi helt sikkert de samme håb og bekymringer som de der stod på græsset foran regeringsbygningen for et helt rhundrede siden. På andre måder er verden totalt forandret. Islands indbyggere lever ikke længere ene og alene af landets goder og havets rigdomme. Rigdommene nu afhænger lige så meget af folks åndelige styrke, uddannelse, videnskab og teknik. Kulde bliver næppe den samme trussel som for hundrede år siden. Det er langt mere sandsynligt at der bliver slået varmerekorder, og at den globale opvarmning skaber drastiske problemer. Forhåbentlig skal vi ikke igen kæmpe med en epidemi som den der fældede så mange i 1918, men velstand har skabt andre plager for sjæl og legeme. Vi har opnået fuld selvstændighed, men internationalt samarbejde vokser på alle områder, udenlandsk indflydelse på kultur og sprog er mere end vi før har kendt selv om vi ganske vist aldrig har levet i fuldstændig isolation. Det er lykkedes os at udnytte naturens goder i større omfang, men så vokser også risikoen for forurening og ødelæggelser. Diversiteten i samfundet vokser, men fordomme kan også forhindre et lykkeligt samvær.

Kære islændinge: Lad os glæde os over de fremskridt der er sket siden vi fik suveræniteten. Lad os beslutte os for til stadighed at forsvare og forbedre det samfund af lige muligheder og rettigheder som vort lands indbyggere vil have sammen. Lad os sigte mod at blive endnu bedre til det. Og lad os bruge de kommende festligheder til at mindes den skelsættende begivenhed der skete i vores land på suverænitetsdagen i 1918.