Katrín Jakobsdóttir

Vores fælles suverænitet

Nationalitetsbegrebet er velkendt når vi fejrer forskellige vendepunkter i den historie vi der deler her på denne ø oppe i Nordatlanten. Nationalitetsbegrebet eksisterede i middelalderen men har ændret betydning, på det tidspunkt var nationer ikke politiske enheder som de er i vores tid. Tidligere identificerede de der boede her i landet sig som Vestlændinge, som værende fra Dalerne eller Mýrar endda fra enkelte gårde eller som dele af bestemte slægter, Sturlungar, Ásbirningar ellar Oddamenn, Man var Islænding når man tog til udlandet, endda nogle gange kaldet Nordmænd og det ser ud som man ikke lod det gå sig på og når man tog længere sydpå talte man om nordiske folk. Ligesom de der kom hertil fra Norge, Sverige, Danmark eller Finland samlet blev kaldet for Østmænd.


Nationalitetsbegrebet er et begreb fra det 19. århundrede i den betydning som vi anvender det, dvs. først og fremmest politisk og bygger på at definere et bestemt samfund ud fra bestemte værdier der menes at kendetegne det, og ligeledes ud fra bestemte fælles rettigheder. Når kongen giver afkald på enevældet er der en anden part der får den øverste magt, nemlig nationen. Herved bliver det nødvendigt at definere hvad en nation er, mens der før dette sker ikke er noget behov for en nation, kun borgere.

Her i landet har traditionen været at definere islandsk nationalitet ud fra begreber som land, nation og sprog; dvs. at der her bor en homogen gruppe der har fælles sprog og er fælles om det enestående land som vi deler. Disse værdier var iøjnefaldende i selvstændighedskampen mens man dog også diskuterede mere hverdagsagtige sider af selvstændigheden. 

Da Jón Sigurðsson omtalte Islands selvstændighed hentydede han til at der her var et selvstændigt uddannelsessystem, at der her var selvstændig handel og selvstændig offentlig forvaltning. Med andre ord så mente Jón at det ville være bedst for Islændinge at man traf beslutninger i Island og at det var beboerne selv der traf disse beslutninger.

 

I tiden op til suveræniteten opnåede man vigtige etaper på disse områder. Uddannelsesloven blev vedtaget i 1907 med ikrafttræden i 1908, tidligere var det hjemmene der var ansvarlige for børn og unges uddannelse under opsyn fra præsterne. Guðmundur Finnbogasons rapport om den dårlige situation almen uddannelse befandt sig i begyndelsen af det 20. århundrede er da også velkendt, men herved blev grunden til uddannelsesloven lagt og ligeså stiftelsen af Islands lærerhøjskole. Islands universitet blev så stiftet i 1911. I 1904 fik nationen den første islandske minister med bopæl her i landet og landet fik fri handel i 1855.

I kølvandet på overenskomsten om unionsloven i sommeren 1918 anerkendte Danmark Island som en fri og suveræn stat fra den 1. december 1918. Med suveræniteten overtog Islændinge varetagelsen af de fleste af deres egne sager og 25 år senere tog de så endnu et skridt som de var berettiget til i henhold til overenskomsten om unionsloven og i kraft af deres suverænitet og stiftede republikken Island på Þingvellir på Jón Sigurðssons fødselsdag i sommeren 1944.

Nu, hundrede år efter Island blev en suveræn stat har meget ændret sig. Er værdierne de samme som man byggede på i selvstændighedskampen? Gælder de argumenter som Jón Sigurðsson anvendte også i globaliseringens tid? Definerer vi som bor her os som Islændinge? Eller som fra Reykjavík og Þistilfjörður? Eller som arbejdere, sømænd og landmænd? Eller Nexus-nørder, friluftsorginaler eller latte-drikkere?

 

I en tid hvor samfundet er mere varieret men samtidig mere fragmentarisk er der fuld grund til at overveje hvilke værdier man bør bygge på og hvilke argumenter vi anvender når vi vil bevare og styrke suveræniteten. Historiske tidsskel, som hundrede året for suveræniteten, giver os en velkommen anledning hertil.

Vi ejer landet og vi må pleje og værne om det. Her er den uberørte natur af afgørende betydning, i disse hundrede år har vi tæret betydeligt på landets ressourcer i forbindelse med opbygning af forskellige erhverv. I de forudgående år har naturværn fået forøget opmærksomhed og der er da også hele tiden flere der bliver klare over de værdier som bor i Islands åbne, uberørte natur. I denne forbindelse må vi opbygge et langsigtet syn på landets ressourcer som er vores fælles ejendom og ligeledes på vores ansvar som borgere i et internationalt samfund hvad angår vores forpligtelser i arbejdet for at modvirke den globale opvarmning.

 

Sproget har vi i hvert fald endnu, selv om det islandske sprog befinder sig i en vanskelig situation på forskellige områder. Den kamp fører ingen andre end os der bor her og enten har islandsk som modersmål eller som vores andet sprog. Vi kan glæde os over at der nu foreligger en finansieret handlingsplan for sprogteknik der har som mål at det islandske sprog kan fungere i en digitaliseret verden. Et af de mange skridt som vi må tage for at værne om sproget.

Og hvad så med nationen? Jo, nationen er her, men den har ændret sig enormt i de forudgående hundrede år. Mere mangfoldig, fra forskellige verdenshjørner, med forskellig baggrund, af forskellig racer og med forskellig kultur. Hvorledes kan vi allesammen bedre tage om hinanden og fejre at vi her har en mere mangfoldig nation end nogen sinde tidligere? Det er af afgørende betydning at opbygge et godt samfund hvor formålet er forøget velstand. I et sådant samfund er der mere der har betydning end islandsk kulturarv. Hele samfundet bliver rigere af at der her bor mennesker med en helt anden baggrund og værdier der kan forbedre den islandske kultur.

Vi bør benytte denne særlige anledning, 100 året for vores suverænitet, for at revurdere og gøre vores fælles værdier endnu mere solide. Bygge på den gode grund vi har og idealet om et demokratisk og frit samfund hvor menneskerettigheder er sikret, alle er sikret lige muligheder og hvor vi sikrer velstand for alle som bor her.

Demokrati, frihed, lighed, velfærd og retfærdighed er værdier der forener en suveræn nation i Island, der tager vare på landet og sproget og samtidig ønsker variationen og mangfoldigheden velkommen.

Katrín Jakobsdóttir